Mine 10 år med SceneKunst.
Engang for længe siden flyttede jeg til London for at opfylde min drøm om at blive skuespiller. Jeg endte med at blive i 14 år, og videreuddannede mig desuden til instruktør.
Fra 1. – 7. klasse var jeg så heldig at gå på en skole som satte musik, sang og skuespil højt, og mange af mine tidligste minder handler om at stå på en scene og at synge.
Da min familie senere flyttede fra Viby Sj. til “det mørke Jylland” gik jeg på en skole hvor der ikke var noget kreativt på programmet, og når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at det ville have gjort en meget stor forskel for mig hvis der havde været det.
Vi lever nu i en tid hvor musik, kreativitet, teater, og kunst bliver nedprioriteret i uddannelsen af børn og unge, selvom mange studier viser at det gør en stor forskel, både socialt, og i forhold til indlæring. I uddannelsen af vores nye lærere og pædagoger, bliver de kreative fag nedprioriteret til en uge’s “workshop” i hele uddannelsesforløbet, så der er ingen chance for at det kan blive en del af undervisningen i fremtiden. Vores nye generationer er dem som skal skabe og reparere den verden vi efterlader, og hvis de ikke kan tænke kreativt og ude at “kassen” er der ingen chance for forandring i fremtiden.
På det personlige niveau er SceneKunst derfor blevet mit oprør – og et helt utroligt dejligt et af slagsen. Men – det var slet ikke der det startede.
Efter endt uddannelse i London brugte jeg godt og vel 10 år på at arbejde som skuespiller og instruktør, med gode pauser imellem jobs som for de fleste skuespillere. I “pauserne” underviste jeg i cirkus, skuespil, sang og klaver, både voksne og børn, og instruerede forskellige værker, med både børn, amatører og professionelle. Jeg har altid haft stor lykke ved at designe kostumer og sceneri og fik mulighed for at udvikle de sider.
De første 10 år i London var jeg utroligt lykkelig for at bo der – London er vibrerende, pulserende og helt fantastisk på mange måder – men til sidst blev jeg træt.
En dag da jeg var ude at løbe i Muswell Hill, Nord London, fik jeg en åbenbaring. Det var som et lyn fra en skyklar himmel. Vi skulle åbne en teaterskole i Danmark. Og alt ville falde på plads. Den ide solgte jeg til Russell, som heldigvis var klar til at rykke til et nyt og ukendt land.
Jeg flyttede til London da jeg var 19 år, og bortset fra at have hele min familie her, så følte jeg ikke jeg kendte Danmark mere. Jeg blev helt vildt overrasket over hvor dejligt det var – vi ankom 6. Februar 2008, og himlen var så højt oppe og der var så meget plads og luft.
Det er den bedste beslutning vi nogensinde har taget.
Vi brugte den første måned på at oprette et firma, – og selvom jeg har været selvstændig hele mit voksne liv, så er det bestemt ikke gjort nemt at starte et firma i Danmark. Men endelig – CVR nummer klar, en slags hjemmeside klar, en meget mærkelig plakat klar! Hurra! Der var 2 uger til vores åbningsdato i slutningen af marts 2008 – og vi havde ingen lokaler, ingen lærere og ingen elever.
Bortset fra et enkelt øjebliks tøven, hvor vi følte vi måske var lidt ude at svømme, så har vi holdt fast. Og utroligt, men sandt – alting løser sig når man er på sin rette sti.
Vi åbnede den første SceneKunst i Køge, og har stadig elever (og deres forældre) som har været med os siden den første dag.
Siden den første dag på SceneKunst har det været en passion. En passion at arbejde med vores elever på det sted de er – om de er helt fantastiske sangere, kan gå i spagat uden tøven og spille hamlet, så tårerne rinder – eller om de med små skridt kommer tættere på at turde. At turde være sårbar, og vise noget man ikke er verdensmester til.
De sidste 10 år med SceneKunst har været så lærerige og berigende at det nærmest ikke kan beskrives. Vi er gået fra 30 elever til 600 elever, men stadigvæk føler jeg, at hver enkel elev er vigtig. Hvis blot de tager en ting med sig fra SceneKunst, som gør en forskel i deres fremtid, er jeg meget lykkelig.
I løbet af de sidste 10 år har jeg lært så mange børn og unge at kende som nu er vokset op. Den ting som mange siger har betydet mest for deres tid på SceneKunst er det sociale netværk de har bygget op- udenfor skole regi, og udenfor andet sport. Det har været deres private “helle”. Når man arbejde med teater, sang og dans er det nødvendigt at være åben, – forståelsen for hvad der får mennesker, og derfor karaktererne i historierne, til at gøre hvad de gør og sige hvad de siger, er en meget stor del af det at være skuespiller. Jo mere vi lærer karakterer at kende, des nemmere er det også at forstå os selv og andre mennesker. Det er en læringsproces der aldrig stopper. Vi har meget fokus på at støtte op om hinandens intention og bud på fortolkning af roller. Teater er teamwork.
SceneKunst ville ingenting være, hvis ikke det var for vores mange dedikerede undervisere og ledere, som konstant kommer med gode forandringer og forslag til hvordan vi kan forbedre vores undervisning. De mennesker vi har mødt igennem SceneKunst er en konstant inspiration og glæde at være sammen med. I løbet af de sidste 10 år har SceneKunst udviklet sig fra en lille teaterskole, som kæmpede for at lave shows i skoler og gymnastiksale, til at kunne producere shows med et meget højt teknisk niveau på et fantastisk teater. Jeg glæder mig til at se udviklingen de næste 10 år ! Hvem ved, måske spiller vi teater på månen?
Jeg er taknemmelig hver dag for mit arbejde da jeg kan kombinere mine store passioner – teater, musik og dans og arbejdet med børn. Jeg ved ikke hvilken inspirations – gud det var der sendte mig et lyn den dag i Muswell Hill, men jeg siger tak! Og Tak til alle jer som har været en del af SceneKunst indtil nu.