Et fællesskab af Leg, Latter og Læring både på scenen og i livet
– det er overskriften, når jeg planlægger det, der også for mig, er verdens bedste lørdage på Scenekunst.
Det bedste i verden er at opleve børn, der leger sig ind i kundskabens verden. Børn, der ved, at deres nysgerrighed er vejen frem, og at de derfor er ligeværdigt medskabende deltagere i fællesskabet.
For mig, som miniskolelærer, er målet at give alle elever plads til at opleve deres egen krop og stemme i alle dens former – at fremelske børns naturlige lyst til at kaste sig ud i livet, som var det et eventyr fyldt med regnbuerféer, enhjørninge, hekse, trolde og anden god magi.
Børn har brug for at mærke, at de med alt deres væsen og væren er både velkomne og nødvendige. Jeg tror på, at de skal mærke det, Ikke bare som en viden, men som en virkelig følelse, der dels spreder sig til store smil, latter og frigørende tummel, dels – og især – som en oplevelse af, at præcis dét, de byder ind med, er noget vi værdsætter og sætter pris på.
Scenekunstlørdagene et lille eventyrligt univers, hvor børnenes mod og lyst til at stå op og frem, både alene og med de andre, er i centrum. Og det er en helt speciel oplevelse at følge dem fra deres første generte skridt ind ad døren og helt ind i det øjeblik, hvor de spændte og med jublende glæde synger, danser og spiller teater foran et stort publikum.
Børn vil så gerne lære og være dygtige, men fremfor alt – og mest – vil de bare gerne udtrykke sig. De vil så gerne afprøve alle de figurer de møder og drømmer om i deres barnlige univers, og endnu mere vil de gerne dele deres oplevelse med andre.
På Miniskolerne ved eleverne, at alle deres sjove ansigter, skøre bevægelser, mærkelige lyde og frie fantasi er lige det vi har brug for. Det er præcis deres forestilling og erfaring, der er i spil, og som er med til at skabe det, der for mig er verdens bedste lørdage.
De urolige får endelig mulighed for at opleve, at kriblerierne i kroppen er efterspurgte og værdsatte. De forsigtige mærker, at der både er tid og lyst til at høre deres stille stemmer. På kort tid lærer eleverne, at der er brug for både de vilde og de milde, og at vi har masser af plads til begge.
Miniskolen et fællesskab med faste rammer. Der er både klokken der ringer, spisepauser, fri tid og undervisningstid. Der er sang, dans og tekst, der skal læres. Men indenfor disse rammer er det børnenes kreativitet, og gruppens stemning, som styrer slagets gang.
Det enkelte barns ide, bliver til alles aktivitet. Så, selvom jeg nøje har planlagt, hvilke instrumenter vi skal bruge, hvilken leg, sang eller dans, der skal arbejdes med, så er der fremfor alt gjort plads til elevernes umiddelbare kreativitet. På den måde oplever de at være medskabere – co-creators – både i de ugentlige aktiviteter, men også f.eks. når vi laver koreografi til sang og dans.
Miniskolen er et frit rum, hvor nysgerrighed og læring går hånd i hånd i alt fra legen med stemme og krop til fangeleg og hyggesnak. Mine elever kommer nok ikke først og fremmest for at blive dygtige til at synge, danse og spille teater. De kommer, fordi de har lyst til at udtrykke sig, fordi de bliver set og hørt, og fordi de har det rart med hinanden.
Det er vigtigt for mig, at de sociale relationer får tid til opdagelse og udvikling. For, Scenekunst handler også om glæden ved at kunne dele både små og store oplevelser med andre.
Vi lærer hinanden at kende, og at vores forskelligheder bliver til gruppens særlige ressource, som alle ser frem til at være en del af lørdag efter lørdag.
Jeg er selvfølgelig meget optaget af mine elevers evner og kunnen, og hvordan de klarer sig i de store shows, men på vejen dertil er det bedste i min verden at se, hvordan de yngste inspireres af de ældste, og hvordan de ældste får mulighed for at opleve sig selv som velspillende rollemodeller.
På den måde, med leg, latter og læring, er jeg med til at give Miniskoleeleverne et bæredygtigt fodfæste ikke bare i scenekunstens roller, men også i livets mangeartede scenarier.
Lene Christophersen, Miniskole lærer, Solrød
