Jeg er mor til Erik på 14 år, der har gået til scenekunst siden han var 5 år. Erik har altid været lidt af en ”entertainer”, der elsker sang og dans – og ikke mindst skuespil. Så da der i 2008 dumpede en folder ned i vores postkasse, som præsenterede en ny scenekunstskole, var jeg ikke sen til at tilmelde Erik, da jeg mente, at han da om nogen måtte være et naturtalent….! Jeg har så senere fundet ud af, at langt de fleste børn i virkeligheden elsker at synge, danse og spille skuespil, men at de måske ikke så tit får mulighed for at udfolde sig, hvorved lysten og spontaniteten langsomt forsvinder, så det ikke længere bliver en naturlig ting at gøre.
Dengang Erik startede var der kun én scenekunstskole i Køge, hvor han startede på miniskolen. Deres første show hed ”Dragens død” og var et stykke, som børnene selv havde været med til at digte. Det var altså rimeligt sjovt, at se dem på scenen første gang iført kostumer og med diverse rekvisitter og ikke mindst kunstig (drage)røg, der flød udover scenen og indhyllede de små skuespillere. I de første år efter at Erik var rykket op til ”de små”, var showsene måske ikke helt så storslåede, som de er nu, men til gengæld var dér, som jeg husker det, et show for hver aldersgruppe, så måske især de små fik mulighed for at prøve lidt mere på scenen end de gør nu, hvor der kun er ét fælles show. Når det er sagt, synes jeg jo, at de årlige shows er formidable og kun er blevet bedre med tiden. Det er ret imponerende, hvad elever og lærere formår at stable på benene i løbet af de fem måneder fra januar til showtime. Selvfølgelig har man nogle yndlingsshow. Uden præcis at kunne sige hvorfor, synes jeg, at Alice i Eventyrland og Into the Woods har været nogle af de bedste. Måske fordi de begge handlingsmæssigt er ret skøre og på den måde afviger lidt fra andre musicals. Den klassiske historie om Oliver Twist (Olivia!/Oliver!) kommer man selvfølgelig heller ikke uden om pga. den rørende handling og musik. De årlige shows er gået hen og blevet en hel tradition hjemme hos os, hvor familie og venner samles til nogle hyggelige timer og derefter går ud og spiser. Herligt!
Udover de årlige shows har scenekunst også budt på lidt forskellige optrædener rundt omkring bl.a. på Københavns Rådhus og Skovbo Kræmmermarked. Den slags har der mig bekendt ikke været så meget af de seneste år, men det har altid været rigtig godt og hyggeligt, så opfordringen er hermed givet videre…
Erik har også været så heldig at komme med i de to semi-professionelle opsætninger, som Scenekunst Teaterkompagni har sat op. I 2014 spillede han den skøre hattemager i Alice i Eventyrland og senest i efterårsferien 2016 spillede han Noah Claypole i Oliver! Begge dele har været helt fantastiske oplevelser. Erik har lært ufatteligt meget, fået mange nye venner og fået endnu mere mod på at forfølge drømmen om at blive skuespiller. Som forældre var det desuden en sand fornøjelse at se de mange måneders hårdt arbejde udfolde sig på scenen. Vi havde selvfølgelig begejstret hørt fra Erik om, hvordan prøverne gik – ikke mindst den dag de havde stuntinstruktør på – og Erik øvede sig også flittigt derhjemme, men derfra og så til at forestille sig stykket på scenen var svær – men det endelige resultat var absolut de mange bilture tur-retur til Albertslund værd.
Scenekunst handler rigtig meget om samarbejde og team spirit. Eleverne lærer hurtigt, at selvom man ikke lige får en hovedrolle, er ens bidrag på scenen ligeså vigtig for at skabe det hele skuespil. Jeg ved ikke om det er fordi, at det er en særlig gruppe børn, der vælger at gå til scenekunst eller om det er scenekunsten, der fremelsker det i børnene, men de har – i hvert fald set udefra – et helt specielt sammenhold. Nogle af Eriks bedste venner er fra scenekunst, og når man fra andre forældre høre om konflikter mellem børn til sport eller i skolen, må jeg konstatere, at scenekunsteleverne er utrolig søde ved hinanden og ikke holder sig tilbage fra at rose og beundre hinandens gode præstationer. Det synes jeg er forbilledligt i en tid, hvor konkurrencementaliteten efter min mening ellers godt kan tage overhånd. Det gode sammenhold har dog også en enkelt bagside, der viser sig, når de er færdige med et stort show. De mange timers træning og fremførelse er temmelig intensiv, så det er et stort antiklimaks, når det hele er forbi og de skal hver til sit – fælles grædekor!! Heldigvis er der mange af eleverne, der mødes igen på scenekunst sommer camp, hvilket for Eriks vedkommende er blevet en fast sommerferieevent.
At tilmelde Erik til scenekunst var uden tvivl det helt rigtige. Selvom det selvfølgelig er svært at sige, hvordan han havde udviklet sig uden scenekunst i bagagen, føler jeg mig overbevist om, at det har givet ham både selvindsigt og selvtillid. Dette ses også i skolen. Fornylig skulle han sammen med et par klassekammerater lave en større præsentation. Feedback fra læreren var bl.a., at den ene kammerat ”til tider talte meget lavt, så det var svært at høre, hvad der blev sagt, og det i modsætning til Erik, der talte MEGET højt”. Ja, nogen gange kan det selvfølgelig også blive for meget af det gode, som når man vælger at underholde hele klassen samtidigt med læreren, så den side skal der så til tider arbejdes lidt med…. Men også her synes jeg faktisk scenekunst bidrager. Deres dramalærer er ret god til at læse børnene og finde frem til, hvad de hver især skal arbejde med. Eksempelvis har Erik fået at vide, at det ville godt for ham at øve sig på ikke at ”overdramatisere” og prøve det af i nogle mere afdæmpede roller end, hvad der måske lige falder ”drama queenen” naturligt. Og er man seriøs omkring sit skuespil, så skal man jo kunne det hele 😉
Så alt i alt har det være otte forrygende år med scenekunst, og vi ser meget frem til genopsætningen af Bugsy Malone i juni.
Tine Hald